Gå til hovedindhold

Datastuen Brædstrup – De første 25 år



(Arkivfoto)

BRÆDSTRUP - Den 26. maj 2000 slog Datastuen Brædstrup dørene op for det første hold af læreivrige pensionister og efterlønnere. Forud var gået nogle år med at finde både egnede lokaler og brugbare pc’er for at kunne imødekomme et ønske fra områdets ældre borgere: Hvor kan vi lære noget om det digitale samfund?

De første år blev der undervist i internet og tekstbehandling tre dage om ugen. Resten af ugen kunne deltagerne frit bruge maskinerne. Interessen voksede støt, og med tiden blev både slægtsforskning og billedbehandling en fast del af tilbuddene.

Et system og 21 frivillige

I dag er der faste ugedage for de forskellige aktiviteter: Mandag og torsdag er forbeholdt IT, tirsdag deles mellem billedbehandling og slægtsforskning, og onsdag står helt i billedbehandlingens tegn. Det hele løftes af 21 frivillige, der deler ud af deres erfaringer fra arbejdslivet med IT.

Læring, samvær og kaffe på kanden

Der undervises i to årlige sessioner – efterår og vinter – hver med 12 lektioner af to timer. Mellem 70 og 80 deltagere vejledes hver uge. Og det hele foregår i en atmosfære, hvor hyggen og de gode grin har lige så stor plads som pc’erne. Madam Blå sørger for kaffen, og nye venskaber opstår tit og ofte.

Netcaféen åbner endnu mere op

Netcaféen er åben for alle, dog kræver det en hurtig kontakt til Datastuen. I anledning af jubilæumsåret udvides åbningstiden, så der fremover kun holdes lukket i skolens sommerferie.

Hjælp til stort og småt

Uanset om det er smartphone, tablet eller iPad der driller – vi gør vores bedste for at hjælpe. Udstyret er topmoderne: 12 nye pc’er (udskiftet i 2023), printere, billedscanner og projektor med filmlærred. Det hele støttet af Velux Fonden og Horsens Kommune.

En del af noget større

Datastuen har egen bestyrelse, men hører under Brædstrup Pensionistforening, der i 90’erne fik ideen om at skabe et digitalt holdepunkt for byens og omegnens seniorer. Det har nu holdt i 25 år – og fortsætter.

Åbent hus med boblevand og kransekage

I anledning af jubilæet inviterer vi til åbent hus mandag den 26. maj 2025 kl. 09:30–11:00 i vores lokaler ved Aktivitetscenter Brædstrup, Søndergade 41. Kig forbi til lidt mundgodt og en snak om, hvad vi kan tilbyde.

Se mere online

Vores hjemmeside www.datastuen8740.dk er også et besøg værd. Her kan du læse mere om holdene og møde alle os, der står klar til at hjælpe.
 

Læs ugens avis

 

Reklamer