KLUMME - I mange år er vores sommerferie begyndt hos Lisbeth og Lars. Lisbeth har et vidunderligt hus i bjergene, godt 50 kilometer nordvest for Bologna. Hver sommer lejer vi et lille hus af hende – et sted, vi elsker at være.
Dan Ingemann Jensen
Hanne og Lisbeth har kendt hinanden siden studietiden på Gedved Seminarium i årene 1978–1982, og deres venskab har bundet os sammen lige siden. Vejen ned til Lisbeths hus ender blindt, og ud over hendes eget ligger der blot to andre huse. I det ene bor Germano og Miriam.
Germano og Miriam har to børn, men deres datter blev som treårig ramt af sklerose og døde i 2018, kun 25 år gammel. Det er en sorg, der har præget dem dybt.
Germano er en fremragende guitarist, og musikken har altid været hans store passion. Vi har begge et blødt punkt for Led Zeppelin, og gennem årene har vi ofte talt og drømt os væk i musikken.
Men da datteren blev syg i slutningen af 90’erne, lagde han guitarerne på hylden. Han mistede lysten. Siden da har sorgen og bekymringerne naturligt fyldt meget i familien.
For seks år siden fandt han dog guitarerne frem igen – ikke de elektriske, men de akustiske – og han begyndte at spille sammen med Elisa, en ung optiker fra den nærliggende by Pavullo.
Elisa har en usædvanligt smuk og nærværende stemme, og trods hendes unge alder deler hun vores begejstring for Led Zeppelin.
Hvert år på datterens dødsdag, den 10. juli, inviterer Germano og Miriam til koncert hjemme i haven. Naboer, familie og venner fylder plænen, og sammen med Elisa spiller Germano ikke kun Led Zeppelin-klassikere, men også Simon & Garfunkel, Chris Isaak og italienske sange.
Hanne og jeg har været så heldige at blive inviteret de sidste fire år. Germano taler lidt engelsk, og med Lisbeths hjælp glider samtalen fint, selv når vi bliver lidt nørdede om musik.
I skrivende stund er det tre dage siden var vi igen var samlet til koncert. Efter koncerten, da vi sad med et glas vin i hånden, sagde Germano stille: “Min datter ville have elsket det her.” Og jeg kunne kun nikke og være enig.
Og sådan sidder vi der, år efter år, og lader musikken og minderne fylde haven. Germanos ord blev hængende i mig: “Min datter ville have elsket det her.” Ja det ville hun, for det er hende han spiller for, ikke os, som han siger. Musikken var nemlig noget de havde sammen. Og midt i tonerne af Led Zeppelin, Simon & Garfunkel og italienske sange kan man næsten mærke hende, som en stille varme mellem os alle.
Sorgen forsvinder aldrig helt. Den ligger som en skygge bag glæden, men den behøver ikke tage glæden fra os. Tværtimod minder den os om, hvor dyrebart livet er. Vi kan ikke ændre det, vi har mistet, men vi kan vælge at ære dem, vi savner, ved at leve videre – at grine, at synge, at skåle, at elske.
Så vi løfter vores glas, lytter til musikken og ser på hinanden med taknemmelighed. For selv når livet gør ondt, er det værd at leve. Og vi skal huske at værdsætte det – hver eneste dag.